Andreas & Mads

Det er ikke let, at have en multihandicappet søster – slet ikke! Vi mærker især, hvor “let” det kan være, når Mille er i aflastning. Her er der tid, ro og overskud! Her er vi som “alle andre familier”.

Det er hårdt – at det er her, det er let, for så mangler vi jo hende💔 Det gør drengene også! Det er mærkeligt og de vil gerne at hun også kunne være med – “det her ville Mille også syntes er sjovt mor”.

De gør det bedste de kan – vores 2 drenge, men de har det også svært – især i de perioder, hvor vi lever i akut alarmberedskab hele tiden pga. Milles epilepsi.

Det er svært, at der holder en ambulance i indkørslen og det er svært, at man ikke kan regne med noget eller sådan rigtig glæde sig, for ingen ved, hvornår det stopper og der skal ringes 112.

Det er svært, at vi ikke kan aftale og love, hvem der kommer og henter dem i børnehave/skole, for meget kan ændre sig, fra vi siger farvel kl. 8.00 og til at klokken er 15.30 – vi har prøvet det, alt for ofte!

Jeg skal øve mig i, at sige:” det håber jeg”, når Mads spørger mig, om jeg henter ham. For love ham det, det kan jeg ikke! Tænk sig, at det er sådan det er.

Efter den sidste indlæggelse, jeg havde med Mille – 8 dage på Filadelfia, er Mads begyndt at spørge mig om, hvor jeg skal hen og om jeg kommer hjem igen – selv når jeg bare skal ud med skraldet. Det er svært og det gør ondt, at vide, at han i en alder af 3 år, allerede har erfaringer, der gør, at han er nødt til at vide det!

Han har tydelige reaktioner denne gang, han er vred, han slår mig og opfører sig ganske skrækkeligt, som vi aldrig tidligere har oplevet. Han taler grimt og prøver alle grænser af – det er urimeligt hårdt! Men som min psykolog på børneafdelingen siger, så er han ved at teste mig og virkelig presse rammerne, for at se, om jeg nu elsker ham – selvom jeg gang på gang er væk. Lille mand💔

Andreas er en stor dreng, som også bliver presset og mærker, at der sker pludselige forandringer, når Mille har brug for det hun har. Nemlig en til en!

Vi holder godt om ham og prøver at give ham det ekstra vi kan, samtidig med, at han skal lære, at dette er vores liv. Han elsker Mille og er så kærlig ved hende – det er aldrig hende, der mærker hans udsving, når det er hårdt!

Han har fået en plads ved Skyggebørn, der blandt andet holder til i Aalborg, hvor han skal starte om 14 dage! En gang, hver 14 dag! Det bliver spændende og vi håber sådan, at han kan få det frirum, som vi tænker han har brug for. Et sted, hvor han frit kan fortælle om de følelser han har og blive mødt af nogle jævnaldrende, der måske føler ligesådan. Et sted, hvor der er voksne, der ikke er mor og far – men en anden voksen, der forstår og kan tilbyde et kram!

Han går til sport 3-4 gange om ugen – det er et godt sted at få frustrationer ud og et sted der er hans – ligegyldigt hvad! Det er godt for ham og et frirum vi prioriterer!

Min tabte arbejdsfortjeneste skal blandt andet bruges på drengene. Ekstra fridage, tidligere fri, stille morgener, mere overskud og rolige eftermiddage – det bliver godt for os alle, det er jeg sikker på!

Jeg håber så inderligt, at drengene vil få så meget godt med i rygsækken! De mærker at det er svært – ingen tvivl om det! Men de lærer, at ALLE har en plads og ALLE skal tage sig kærligt af hinanden – også når det er svært. Det er vores fornemmeste opgave, at sørge for, at ALLE vores 3 børn får den bedste barndom, som vi overhovedet kan give dem – og det er både på godt og ondt! Det er livet – og det er fyldt med kærlighed❤️

K HandiMor / Susanne

Skriv et svar