Nogle gange har man brug for hjælp

Det her, er et af de indlæg, som jeg har overvejet meget om jeg skulle offentliggøre. For mig, er det vigtigt, at huske på, at der er forskel på at være privat og være personlig i mine indlæg og dette indlæg, har været lidt svært for mig at placere! Måske mest fordi, det omhandler Andreas og at der i vores omgangskreds er mange, der vil tænke, at dette er for privat, til at gøre offentligt, men jeg syntes, at det er så enormt vigtigt, at vi kan tale om det der er svært, så derfor kommer det på!

Jeg har tidligere lavet indlæg om, at være søskende til Mille. Det er ikke altid let og ligetil, det er svært og det kræver store mængder tålmodighed og evnen til, at vente – også når det slet ikke er retfærdigt! De dage vi ikke har hjælper på, er enten Jesper eller jeg sammen med Mille og det kræver det meste af vores opmærksomhed! Det er ofte mig, der er sammen med Mille og det er ikke altid hensigtsmæssigt, da det gør, at vi er delt meget op herhjemme! Mig sammen med Mille og lidt Mads og Jesper sammen med Andreas og Mads. Det er sådan fordelingen er blevet og det har været sådan længe! Jesper og jeg er opmærksomme på, at det ikke er den bedste løsning, men vi har også måtte erkende, at det er svært at lave om på den rollefordeling vi har fået lavet.

Vi øver os i, at Jesper tager over med Mille og jeg er mere sammen med drengene – især Andreas! For Andreas mangler sin mor og jeg mangler ham! Siden han blev storebror til Mille, har han haft mig alt for lidt. Det er helt naturligt, at der bliver mindre tid til det ældste barn, når der kommer søskende til, men at få en handicappet søskende ændre spillereglerne markant! Jesper og jeg ønskede os et barn mere og det gjorde at jeg var endnu mere væk fra Andreas! Væk har jeg nu kun rigtig været, i forbindelse med indlæggelser, som der jo så også har været en del af, men jeg har ikke haft ret meget tid sammen med Andreas – tid til bare at være, til at lytte og snakke. Det har vi gerne ville lave om på længe, men vi har måtte holde fast i det der fungerede – velvidende at det ikke fungerede for alle!

Andreas er en helt fantastisk storebror overfor både Mille og Mads og han vil dem gerne! Men han bliver også fyldt op og kan have svært ved at rumme det hele. Det er rigtig meget ham og jeg, der tager nogle store ture! Der bliver skældt ud, smækket med døre og sagt dumme ting, som ingen mener. Små ting bliver pludseligt kæmpe store og alt kan føles uretfærdigt! Midt i at skulle meget selv, være storebror, fungere i skolen og være nervøs over Milles operation (VNS), er der også et kæmpe savn til farmor! Hun mangler og han savner hende rigtig meget! Det var hende der havde tid, gav de gode kram og en masse kærlighed! Hun døde af kræft for snart 2 år siden og Andreas vil så gerne have hende tilbage, snakke lidt med hende, som han siger.

Det hele kulminerede for et par måneder siden og Jesper og jeg havde brug for hjælp! Vi havde brug for, at få åbnet lidt op ind til Andreas og få sorteret lidt i alt det der fyldte! Hvad var skole, hvad var farmor, hvad var Mille, hvad var det at være 8 år og hvad var Andreas og vores rolle i det hele. Vi havde talt og spurgt meget – alt for meget og på mange forskellige måder. Vi havde råbt og været sure og intet virkede.

Vi tog kontakt til Neuropædriatrisk Team, hvor Mille er tilknyttet og fik spurgt ind til, om det var muligt at Andreas igen kunne komme i søskendegruppe, da det tidligere havde givet ham et frirum og en mulighed for at møde børn, der også har handicappede søskende og andre hverdage end de flestes. Der var heldigvis plads på et hold og Andreas har nu været afsted 2 gange! Det har været rigtig godt til ham og han syntes det er fedt!

Vi spurgte også ind til muligheden for, at Andreas kunne få nogle timer hos den psykolog på børneafdelingen, som jeg har gået hos. Vi tænkte, at hun måske kunne hjælpe med, at få snakket med Andreas, sammen med os eller alene. Det var heldigvis også en mulighed og vi var afsted over 2 gange og har for nu afsluttet forløbet, men med mulighed for at vende tilbage, hvis vi eller Andreas har behov for det!

Det var 2 svære, men rigtig gode konsultationer! Jesper og jeg var begge med og så blev vi sat udenfor døren mens Andreas og psykologen talte sammen. Derefter kom vi tilbage og så fortalt de, hvad de havde talt om og der var også noget, som vi ikke fik at vide og det var SÅ fint! Det var svært at lægge kortene på bordet foran Andreas og tale om de ting Jesper og jeg syntes der var svære, men når det var sammen med psykologen fungerede det bare så fint!  Mens Andreas talte med psykologen tegnede han nogle rigtig fine tegninger, som den efterfølgende samtale tog afsæt i.

Det handlede meget om, at lytte til hvad Andreas ville fortælle og så sammen med ham tale om, hvad vi kan gøre, for at hjælpe med de ting der ikke fungere så godt!

Noget af det som Andreas fortalte psykologen, var også at han savnede tid med mig og at vi ikke rigtig og hørte ham. Han sagde, at han godt ved, at vi er sammen hver dag og vi lytter til ham, men det var bare som om, at vi ikke hørte rigtigt efter, hvad han sagde! Han kunne også godt tænke sig, at han kunne få lidt tid sammen med både Jesper og jeg, hvor det bare var os 3 og vi kunne hygge os!

Han talte med psykologen om farmor, om hvordan han kan huske hende og have hende med sig hele tiden, selvom hun ikke er her mere. Han havde også brug for, at psykologen hjalp ham med at spørge, om Mille kan dø, af at have Rett Syndrom, for det er han blevet spurgt om mange gange i skolen. Det syntes han var lidt svært, at spørge Jesper og jeg om, så det var så fint, at psykologen kunne hjælpe ham med det!

 

Psykologen hjalp Jesper og jeg, med at få åbnet lidt op for Andreas og få spurgt ham, om nogle ting, som Jesper og jeg ikke kunne. Vi havde så fint et forløb og jeg er så glad for at vi gjorde det! Det fungerede så godt at en udefra, kunne hjælpe med at stille spørgsmålene og få sat rammerne om vores snak! Vi havde ro og tid til at få talt! Vi er meget bevidste om, at det tager tid, at lave om på rutiner og at der nogle gange bare ikke er mulighed for, at gøre det på andre måder, end det vi gør. Men det jeg oplever, både efter dette forløb og også efter mine andre forløb ved psykolog, er at der med denne bevidsthed, kommer et andet lys på det der er svært og det kan gøre tingene lidt lettere. Det handler også om de små ting i hverdagen – de 20 minutter det tager at spille UNO.

Jeg vil så gerne være med til, at åbne op for, at vi kan tale om, at have et behov for hjælp. Hjælp til os selv, hjælp til at få spurgt rigtigt ind, hjælp til at ændre det, der ikke fungere – både i forhold til voksne og børn!    Jeg mener, at vi har taget et ansvar, for det der ikke fungere og vi prøver det bedste vi kan, på at holde os alle 5 sammen. Jeg ved, at det for rigtig mange, nærmest er en skam, at sige at man har gået til psykolog. Så er man ikke stærk nok – jeg mener netop, at man er stærk og opmærksom og at det er på den måde, man kommer fremad! Andreas har haft en super god oplevelse og han har fået sat ord på det der er svært! Jeg er så stolt af ham og hans måde at få talt med Jesper og jeg på! Vi har lavet en aftale om, at vores øjne og ører skal være lidt størrere og at Andreas skal fortælle os det, når noget er svært!

Nu skal vi sammen fremad og få nye rutiner sat igang! Det bliver godt – det er jeg sikker på!

K HandiMor / Susanne  – Hvis I har lyst, så kig med på Instagram 

 

 

2 comments / Add your comment below

  1. Der er ingen tvivl om at det er hårdt arbejde at holde skinnet på næsen og tungen lige i munden, det være sig overfor jer selv som par og for børnene, både sammen og individuelt, så det er fint at I har kunnet gå i terapi.

    Tænker også lige, at det forløser, når du skriver dine indlæg. kram til jer alle 5

Skriv et svar