D. 15/8 – 2018

D. 15/8 – 18 – Det skulle have været Milles første skoledag, i vores lille trygge landsbyordning, hvor begge hendes brødre også er – Andreas i skole og Mads i børnehaven. Hun skulle have startet op, sammen med de andre børn fra byen/mødregruppen/vores venners børn.

Det skal hun ikke – hun er blevet skoleudsat (læs evt. her) og skal først starte eftersommerferien 2019 og hun skal gå i skole i Aalborg, i de “massive klasser”. Her er de børn, som er som Mille – multihandicappede og med et stort behov for hjælp til alt.

Det er ok – det er her Mille hører til, når den tid kommer og det skal nok blive helt ok ( siger min JA hat stemme )

At Mille ikke er, som de andre børn i byen eller som vores venners børn, det er ikke noget, jeg som sådan går og tænker over længere! Hun er Mille og hun er vore skønne pige! MEN… der er bare øjeblikke, hvor jeg lige mærker det, hvor jeg får  ondt i maven og bliver trist! For Mille skulle jo, have startet i skole – i Andreas’ skole. Ligesom da Andreas stoppede i børnehave og Mille skulle starte i børnehave – der havde Andreas valgt hvilken plads Mille skulle have i garderoben – for hun skulle jo gå i hans børnehave – Det skulle hun ikke!

Det er de store øjeblikke der niver lidt i hjertet – det er tankerne om, hvad der skulle have været og tristheden over det, som aldrig kommer til at ske. Vi skulle jo, have været ude og finde den fineste skoletaske og have købt alt det lir, der skulle have været deri. Mille skulle have valgt, for det fik Andreas også lov til. Vi skulle have talt om skolen, været på besøg og hun skulle have gået i storegruppen i børnehaven.

Vi skal selvfølgelig også ud og se på en taske næste år, for hun skal jo ikke snydes for noget – men det bliver ikke det samme og helt ærligt, så er det måske mere mit behov, end det er Milles.

Listen over de store øjeblikke er lang og helt uoverskuelig at tænke på uden at blive rigtig ked af det – så vi tager det som det kommer! Men for helvede altså…….

K HandiMor / Susanne

1 comment / Add your comment below

  1. Åhhh, det må være så svært!

    Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvordan det er, og jeg bilder mig ikke ind, at vores forløb på nogen måde er lige så opslidende, som jeres hverdag er… men alligevel er der følelser, som jeg kan genkende.

    En kæmpe highfive til dig ❤️

Skriv et svar