Weekend der giver plus på kontoen

Så er weekenden ved at være ovre for denne gang! Det har været en skøn en af slagsen!! Vi har lavet dejlige ting sammen og været afsted hver for sig – det vil sige ikke Mille, for hun er ikke hjemme. Hun kommer hjem i morgen eftermiddag og det glæder jeg mig til!!

Weekenden er blevet brugt på en dejlig aften/nat, sammen med skønne veninder, drinks og en masse dans! Lørdag var liiiiiiidt stram i det, men også meget hyggelig, bare afslappet og med cola og salt i rigelige mængder, så gik den dag også. Aftenen blev brugt med Andreas og en hyggelig film! Jesper var til arrangement inde i byen, så det var helt stille og roligt! I dag har vi været til et rigtig hyggelig arrangement i Tingbæk Kalkminer, sammen med Andreas klasse! Vejret var skønt, ungerne hyggede sig og vi fik set et par flagermus!

Vi har sovet længe, taget en lur mere på sofaen, spist ude, uden at skulle overveje alt muligt ifht Mille. Det har været let og tiltrængt!

Vi har ikke snakket med personalet på Milles institution, før her til aften. Hvilket nu også er rigtig fint, men også lidt specielt, ikke at vide, hvad min 5 årige datter har lavet siden fredag morgen. Jeg øver mig i, at jeg ikke behøver at ringe hver aften. Det er der ingen grund til og det kan også skabe lidt unødig bekymring. Som nu her til aften, hvor jeg fik fat i Milles kontaktpædagog!

Mille har haft en rigtig dejlig weekend! Hun har været SÅ tilpas og glad. Hun var i går med en tur i centret og handle ind og det var så hyggeligt. Hun ville ikke rigtig sove i går, men har så sovet rigtig meget i dag. Det er egentligt helt ok og så fedt at hun har været med på tur.

Men Mille har også haft anfald, både i går og i dag. Det i dag skulle brydes og det er der nu intet unormalt i. Men det som det betyder er, at hvis Mille får endnu et anfald der skal brydes indenfor 24 timer, så skal Mille på sygehuset. Det gør hun sikkert ikke, men hvis det sker ringer de selvfølgelig efter os og så tager vi naturligvis straks ind på sygehuset til hende!

Men den bekymring er bare så træls… får hun mon et anfald i nat? Skal det brydes? Hvordan får vi så afleveret Andreas og Mads i morgen tidlig? Er det muligt at Jesper møder ind senere? Kan han ringe til hans chef i nat og få det på plads? Reagere Mille på medicinen?

Det eneste der er at gøre, er at stoppe med at tænke på det. Vi må tage det som det kommer. Det øver jeg mig rigtig meget i – at tage det som det kommer!

Vi har haft en skøn weekend, med så meget af det gode, der bare giver plus på kontoen. I morgen er vi alle sammen igen og det bliver dejligt!

K HandiMor / Susanne

4 comments / Add your comment below

  1. Åhhh, det lyder altså som en meget skøn, og tiltrængt, weekend, fyldt med de ting, der lader batterierne lidt op igen <3

    Vi har fået købt ny kogeplade og ovn, og ryddet op i alle køkkenskuffer og -skabe. Tiltrængt ja, men knapt så hyggeligt som jeres weekend 😉

Skriv et svar