Tanker og bekymringer

Dem der kender mig ved, at jeg er rigtig god til, at bekymre mig om alt muligt, især ting, som ingen aner om overhovedet vil ske eller om noget, der ligger meget langt ude i fremtiden. Sådan er jeg vist bare indrettet, jeg prøver at lade være og det har jeg virkelig prøvet på i mange år… Det er bare som om, at det ikke rigtig fungere for mig. Det der med, at bekymre sig og tænke alt for mange tanker, det er ret hårdt syntes jeg, men det giver også en ro i mit lille sind – når jeg har tænkt og bekymret mig en del.

Efter Mille kom til verden, har jeg virkelig fået lavet en liste så lang, om alt muligt jeg kan bekymre mig om. De meste af det, der står på den liste, er noget der først sker eller er mulighed for, engang i fremtiden, men jeg er gået igang!!

Meget handler om Mille, hendes liv – hvor længe får vi lov at beholde hende, bliver hun meget syg, hvor længe kan hun blive boende herhjemme, har hun ondt, hvor meget forstår hun, hvor skal hun flytte hen, er det et godt sted, hvem skal passe på Mille når vi ikke er her længere, gør vi nok for hende, hvor god kan hun blive til at kommunikere, hvad syntes hun om at være i aflastning, har vi flere bleer, hvad gør epilepsien ved hende på sigt, får hun mon slem skoliose, skal hun opereres, hvad kan der ske under operation, ønsker vi genoplivning, skal hun konfirmeres, bliver hun skoleudsat, fik jeg købt flere hårelastikker, hvor skal hun gå i skole, får hun bevilliget hendes øjenstyringscomputer…

Meget handler om hendes brødre – har de det godt, bruger vi nok tid med dem, har Andreas det godt i skolen, kan han følge med, går han til for meget sport, har han brug for nogen at tale med, hvorfor går der altid hul i alle hans bukser, hvordan kommer han igennem livet, bare der ikke sker ham noget, er Mads med på det han skal være med på, skal han have flere dage bare med mig, hvorfor vågner han hele tiden om natten, bare der ikke er noget galt, hvad skal han have til jul, der må ikke ske noget med ham, får han for meget skæld ud…

Så er der alt det andet – hvornår kan jeg arbejde fuld tid igen, passer jeg godt nok på mig selv, hvornår skal jeg få besøgt farmor, hvornår skal vi få gjort haven vinterklar, har jeg nu husket at lukke døren inde jeg kørte, hvem var det nu jeg skulle skrive til ang hjælpemidler, hvad skal vi have til aftensmad, fik Andreas sit håndboldtøj med, hvad skal vi til sommer, bliver jeg nogensinde sådan rigtig glad igen, skal vi have nyt køkken…

Alt det her rod, det vil jeg gerne have sorteret og pakket sammen i små nydelige kasser, sat label på og stablet i den rækkefølge jeg skal bruge det! Hvordan gør man det……. Jeg øver mig meget og jeg er måske blevet en lille smule bedre til, at pakke tankerne sammen. Det er også det min store kuffert er beregnet til, den som jeg har fået af psykologen.

Men!!!

Jeg har også fundet ud af, at det er godt ( for mig ) at få tænkt nogle tanker, at få talt om nogle ting, forberedt mig lidt. For så virker det ikke så fuldstændigt vanvittigt, når nogen spørger mig om, hvor gammel Mille kan blive eller om hvorfor vi har valgt, at Mille skal i aflastning – hun er jo kun 5.  For der er nok mange af mine tanker og bekymringer der er virkelig små, men der er også mange, som er tunge og triste. At Mille på nuværende tidspunkt, er i aflastning 53 døgn om året, den har været hård! Heldigvis begyndte vi ret tidligt, at tænke tankerne, tale om det, spørge ind til mulighederne. Det gjorde for mig, at da vi kom dertil, så var det ikke vanvittigt, som jeg kunne forestille mig, at det må være, hvis man pludselig skal have sit barn i aflastning og man nærmest ikke har turde tænke tanken til ende.

Vi har alle vores måder, at takle tanker og bekymringer på – heldigvis! Jeg er bevidst om, at der er nogle tanker, som jeg er nødt til hurtigt, at pakke væk eller ikke bruge mere tid på, lige nu. Men jeg er også blevet bevidst om, at det er godt for mig, at give mig selv lov til, at undersøge og tænke de tanker der gør ondt. Det hjælper mig ikke nødvendigvis i øjeblikket, men det gør, at jeg lettere kan komme frem til, at tage nogle beslutninger, som på ingen måde er lette at skulle tage!

Dejlig søndag!

K HandiMor / Susanne

 

2 comments / Add your comment below

  1. Det er så rigtigt Malene! Vi kommer bare skridtet længere ud, på mange måder!!
    Det er så uvirkeligt og nok også derfor, at kun os der har stået i det rigtigt forstår! Heldigvis, kan man vel næsten sige❤
    Det lyder til I har været meget igennem – ønsker jeres datter og jer det bedste❤
    Tak for input!!
    K HandiMor

  2. Jeg kan kun tale for mig selv, men den der uskyld i forhold til sine børn, hvor bekymringen primært gik på, om de nu ville vågne en eller flere gange den nat, om nu de har spist nok, så man ikke skal til ekstra vægt-kontroller etc, den uskyld forsvandt brat første gang vi mødte en læge som var helt sort i ansigtet da han sagde “Jeres datter er meget alvorligt syg, lige nu” da vi ankom efter hun var blevet overflyttet med politi-eskorte.

    Jeg vil ALDRIG glemme det der suk som en af overlægerne kom med, da hun skulle fortælle os at det nu havde taget et døgn siden hun var ankommet til den neonatale intensiv-afdeling, og hun var stadig ikke stabil. De havde ikke opgivet håbet endnu, der var stadig nogle ting de kunne prøve. Bl.a. at overføre hende til børneintensiv, som er DEN mest intensive afdeling på sygehuset. Eller glemme synes af vores faste kontaktlæge som valgte at blive længe den dag, så det var ham som kunne sidde hos os da vi slukkede respiratoren – omend ungen valgte at leve videre.

    Det der øjeblikke hvor livet bliver kritisk… Ikke bare “Åh, jeg gider ikke flere lægetider – jeg skal jo også arbejde” men over i “Åh, jeg er så bange for at dette er sidste gang jeg ser mit barn have en puls”. Det er nok der, hvor jeg tror på, at man som handimor virkelig skiller sig ud.

Skriv et svar