De fine briller

I mandags hentede jeg Mille i børnehave og kørte i centret, hvor vi fik hentet Milles fine briller! Jeg ville egentlig havde været derude om fredagen før, da de var kommet. Den dag skulle Mille bare i aflastning efter børnehave, så jeg kunne ikke tage hende med derud og få dem passet til. Så vi måtte lige vente et par dage længere! Mille var rigtig sød til at få passet brillerne til, det er altid lidt spændende, hvad der er overskud til sidst på eftermiddagen. Da hun lige fik dem på, sad hun og kiggede omkring i butikken i et stykke tid, meget opmærksomt. De fortalte i butikken, at vi skulle være opmærksomme på, at det godt kunne virke lidt ubehageligt i de første par dage, da Mille lige skal vænne sig til dem. Det var fint de sagde det, så vi kunne give Mille pauser. Det er sådanne ting, der godt kan være lidt svære at opdage, da Mille ikke kan fortælle os det. Det er heller ikke altid, at vi kan gætte, hvad det er hun er utilpas med, så det var super info!

Vi har jo i de sidste par uger givet Mille et par “prøve” briller på, uden glas i, sådan at hun kunne vænne sig til at have briller på og vi kunne vænne os til, at huske at give hende dem på.

Så det har bare fungeret så fint, i denne uge. Hun får slået lidt til dem engang imellem og de er trælse når øjnene klør. Men derudover lader hun dem fint være!

Det er lidt svært at vurdere, hvad hun syntes om dem, da vi jo ikke kan spørge ind til, hvordan hun ser nu i forhold til tidligere, men jeg syntes, at vi kan se at de hjælper hende, på den måde hun bruger hendes øjenstyringscomputer. Jeg syntes hun hurtigere rammer billederne og scanner de forskellige sider hurtigere end hun tidligere gjorde. Vi har tidligere oplevet, at det godt kunne være lidt svært, at “finde hendes øjne” på skærmen, men dette er nu heller ikke længere et problem!

Om et par måneder, skal Mille på sygehuset igen til tjek af hendes øjne, så det bliver spændende at se, om de tænker at de har ramt den rigtige styrke! Om nogle uger skal vi til møde angående Milles øjenstyringscomputer, så vi er også spændte på, hvad det kommer til at betyde, for hendes udvikling med denne og at det forhåbentligt styrker hendes chancer for at få den endeligt bevilliget!

Ellers syntes vi bare, at hun også, ser så smart og sød ud med dem!

K HandiMor / Susanne

Skriv et svar