Afsluttet ved psykolog – for denne gang

I dag var sidste besøg hos psykologen, der er tilknyttet neuropædriatrisk team på børneafdelingen, hvor Mille er tilknyttet. Det var mit tredje forløb, siden vi fik Milles Rett diagnose da hun var 2 år, denne gang dog ved en anden psykolog end tidligere.

Jeg er simpelthen så glad og taknemlig for, at det er en mulighed for os, at få henvisning dertil, da jeg ellers tror, at jeg ville være fuldstændig kørt ned. Dette forløb begyndte tilbage i januar i år, hvor jeg havde ønsket en henvisning i december 16. I starten af forløbet, kom jeg derind med 3 ugers mellemrum og her mod slutningen af forløbet, har der kunne gå 6 uger imellem mine besøg! Jeg søgte henvisning, da jeg i slutningen af sidste år, var kørt rigtig meget i bund. Milles anfald var tilbage og medicinafprøvningen var igang. Jeg følte lidt, at jeg kun lige havde hovedet ovenvande og at det hele bare var alt for hårdt!

Dette forløb har handlet om rigtig meget. Mange ting, som bare er så viklet ind i hinanden og vi har talt meget om fornuft vs følelse og om, hvordan de to ting påvirker mig voldsomt! Vi har talt om Rett Syndrom, om Mille, om et parforhold der var presset til det yderste, om mine forventninger til omverdenen – mig selv -mine børn – min mand, tanker om fremtiden, døden, Milles epilepsi, om at være i akut beredskab 24/7, om ambulancer i indkørslen, om Andreas, om Mads, om hvordan det føles at være i vores familie, om at være forskellige, om at livet ikke er blevet som jeg havde håbet, om at se det fantastiske i de små ting, om at være lydfølsom, om “min kuffert”, om at leve livet, om at acceptere, om det der er godt og om stort og småt!

Jeg har grædt, så jeg ikke kunne få et ord frem og jeg har været SÅ vred, at ordene bare kom væltende ud og det har virket! Jeg har lært meget om mig selv og om hvilke muligheder jeg har, når vores liv vender på hovedet og ingenting fungere! Jeg har fundet ud af, hvad jeg skal arbejde med ifht mig selv, mit ægteskab og mine børn! Det er så dejligt, at have et sted, hvor det er i orden at sige ALT, uden at pakke noget ind og kun være opmærksom på mig selv! I hverdagen, når jeg nemlig ikke altid til mig selv, det er der bare ikke krudt til!

I dag var så sidste gang- for nu og da Mille er tilknyttet NPT på børneafdelingen, har vi altid mulighed for at søge om flere forløb og det er så rart at vide. Det hjælper mig rigtig meget, at få hjælp til at skille tingene af. Det gør “min kuffert” så meget lettere og det lige det jeg har brug for!

Jeg eller mit/vores liv, kan ikke lige fixes – det er som det er og der er dage, hvor jeg bare har lyst til, at blive under dynen! Vi vil altid blive konfronteret med umulige valg, for lidt søvn, for meget larm, epilepsi og operationer og det faktum, at vores datter er multihandicappet. Mille påvirker hele vores families liv og det er vi nødt til at lære at leve i og med! Det syntes jeg vi gør ret godt, de fleste dage og jeg er lykkelig for, at vi bor i et land, hvor vi kan få den nødvendige hjælp og støtte til at fungere, som den dejlige familie vi er!

K HandiMor / Susanne

Skriv et svar