Mor, skal i nu ind på sygehuset igen

Det spurgte vores ældste mig om ca 20 gange i fredags, da Mille begyndte at få anfald.

” I har jo lige været der, i er jo lige kommet hjem, hvad skal der så ske i weekenden, jeg havde jo lige glædet mig til at holde weekend”

Andreas er så stor nu og han er så god til, at få sat ord på det han tænker! Det syntes vi selv og det er også meldingen fra skole/ Dus og søskendegruppen han har deltaget i. Vi er så glade for, at han kan og han skal bare blive ved med det. Det giver nogle fine snakke, men det gør også ondt! Jeg bliver ked af, at han skal tænke alle de tanker, være nervøs og blive frustreret, for det gør han. Det kan vi om nogen sagtens forstå, for det gør vi jo også selv!

Det er svært, at planlægge noget og love det, for epilepsien kommer pludseligt og måske er det bare et lille hurtigt anfald, men måske er det den store omgang, som hun nu har haft 2 gange på 14 dage, hvor begge gange har endt med indlæggelse i flere dage. Planer der måtte laves om, frustrerede børn og forældre og en Mille der igen ligger der, helt mat i sengen.

Andreas klare det så flot og på den bedste måde han kan. Vi har fra start, fortalt i børnehaven, da han gik der, at Mille er handicappet og hvad det betyder. Han fortæller nu selv i skolen, hvis han har brug for det og det havde han i mandags, hvor vi stadig var på sygehuset. Hans klasselære skrev til mig og fortalte, at Andreas havde fortalt det hele og havde sagt, at det kunne godt være, at han blev lidt ked af det, men det var fordi han savnede os.

Min store lille dreng! Han er jo den store, vores ældste, men det måtte han også blive alt for hurtigt, da vores liv ændrede sig drastisk efter Milles handicap blev synligt. Han skulle klare ting selv og han skulle vente. Han skulle se hans forældre være kede af det og frustrerede over mange ting og han har overhørt alt for meget, selvom vi har prøvet, at vente med at snakke om tingene til han ikke var der. Det er bare ikke altid det har kunne lykkes!

Vi er spændte på reaktionerne fra lillebror, om de bliver anderledes end Andreas. Her i weekenden, blev han flere gange pludseligt ked af det og har spurgt meget efter Mille og jeg. Jeg er sikker på, at han mærker at det hele er anderledes og han kan jo se at vi mangler. Han var kommet i seng da vi blev hentet af ambulancen og det foregik i øvrigt også helt udramatisk, men det er alligevel mærkeligt, at ambulancen kommer og tager Mille og mig med. Heldigvis blev det først til udrykning, da vi var kommet lidt væk hjemmefra, men det er i hvert fald noget Andreas har reageret på. Hvorfor kommer de med lyd på?

Spørgsmålene er mange og vi forsøger at svare på bedste og ærligste vis, men hvor er det bare svært! Jeg håber drengene bliver ved med at spørge, for så tænker jeg, at vi forhåbentligt får snakket om alt, både det gode og det dårlige. Jeg håber at de ikke skal opleve det svære alt for ofte, men ved jo også, at det er der desværre ingen der kan garantere.

K HandiMor / Susanne

Skriv et svar