Lidt tanker om at gå til psykolog

Jeg går til psykolog, inde på børneafdelingen og det har jeg gjort over 3 gange indtil videre. Det er et tilbud vi har fået, eftersom Mille er tilknyttet Neuropædriatrisk Team inde på afdelingen.

Jeg har det, SÅ fint med at gå til psykolog og det har jeg altid haft!

Jeg har bare fundet ud af, at der er mange ( også omkring mig ) som syntes, at det er noget liiiidt mærkeligt noget og også MEGET privat – så privat, at de aldrig kunne drømme om, at sige det højt og hvis de gjorde, så kun til deres aller nærmeste.

Jeg snakkede lidt om det, med en af mine nærmeste, da jeg startede med at skrive her på bloggen. Han sagde, at det syntes han virkelig ikke jeg skulle skrive om herinde, altså at jeg går til psykolog. Det er FOR privat og ville være noget andre kunne “bruge mod mig”.

Jeg er slet ikke enig i, at det er for privat! Jeg tænker også, at hvis nogen ville skulle “bruge det imod mig”, så ville det nok ikke være nogle mennesker jeg ville omgåes ret meget længere.

Jeg går til psykolog, fordi jeg i perioder, har brug for at få ryddet op og ryddet ud, på øverste etage!

Der har været mange problematikker der skulle vendes, men også nye måder at se mit og vores liv på.

Jeg kan rigtig godt lide, at få talt tingene igennem, på den måde giver det hele mere mening for mig og får ro til at sætte sig.

Det er ikke altid, at Jesper har det på samme måde og jeg har måske brug for det, mere end en gang. Sådan har det været med mange ting i løbet af de sidste 4 års tid og jeg tænker, at det vil det nok blive ved med!

Ved psykologen får jeg også nogle redskaber, der kan hjælpe mig med at tackle problemerne eller de forskellige følelser, der kommer og går. Jeg kan godt have brug for, at lave nogle billeder, som jeg ser for mig, sådan at jeg lettere kan skille tingene ad.

Det hjælper hun mig med og stiller mig samtidig også kritiske spørgsmål, som jeg skal have vendt og drejet.

Det er for mig rart, at tale med en, der som sådan ikke kender Mille eller vores familie, men som har et stort kendskab til, hvad det vil sige, at være en familie der ofte lever i akut beredskab og som er blevet væltet helt omkuld, for så at skulle bygge sig op igen! Det må man sige, at de har kendskab til inde på børneafdelingen.

For mig handler det også om, at jeg passer på mig selv, ved at jeg går hos psykolog! Jeg føler, at jeg bliver klogere på mig selv og mine reaktioner og jeg føler, at jeg netop gør noget aktivt, for at blive psykisk stærkere og det ser jeg SLET ikke som svagt, mærkeligt eller som noget andre kan “bruge mod mig”!

Det er noget jeg SKAL, for at kunne være velfungerende i en hverdag, der aldrig er ens og hvor følelserne kan være uden på tøjet og svære at tøjle, når Mille har det svært eller at søvnen er minimal.

Det undre mig virkeligt, at det i dag, kan være så svært at tale om, at man kan have brug for hjælp udefra i perioder i ens liv, at man måske bliver set på som et svagt menneske.

Det har jeg valgt, at jeg bestemt ikke er og derfor også dette lille skriv om mine tanker herom!

Dejlig onsdag aften til jer!

K HandiMor / Susanne

Skriv et svar