Kan man godt få flere børn, når man har fået et handicappet barn?

JA! Det syntes vi godt man kan og det har vi jo også fået os- en dejlig lillebror til Andreas og Mille!

Var beslutningen nem  – NEJ!

For mig kom ønsket om et barn til, ret hurtigt efter at vi havde fået Milles diagnose! Det samme gjorde sig slet ikke gældende for Jesper!

For mig handlede det rigtig meget om, at jeg tænkte meget over, at Andreas ville skulle vokse op, lidt som et enebarn og det kunne jeg slet ikke rumme! Han ville have en søster, som ville fylde meget i hans liv og ingen at kunne vende sig til! Jeg havde ønsket for ham om, at han kunne få en søskende. at dele hans barneliv med, men også en søskende, som han vil have som voksen. Det er ikke givet, at de vil vokse op og have en stor del i hinandens liv, men det håber jeg! Jeg husker det som værende godt, at kunne sige til min lillebror, at vores forældre bare var åndssvage og latterlige, at have en at dele godt og ondt med – det tænker jeg især, at vores store (lille) dreng også har brug for! De vil måske også føle, at Mille er træls og at hun fylder alt for meget i perioder! Det vil jeg så gerne, at de kan dele med hinanden, for hvem søren snakker man med den slags følelser om?!

Ud over mit ønske om en søskende til Andreas ( og Mille ) havde jeg et ønske om, at kunne få lov til at opleve “det normale” igen! At kunne se vores barn udvikle sig, som de fleste gør, at kunne opleve alt det gode, som der følger med at få et barn og som vi i den grad havde mistet!

Men hold op, hvor var det svært at tale med nogen om! Jeg følte, at hver gang jeg kom ind på det emne, så slog min tunge knuder og jeg tænkte kun på, at andre ville tænke,at det kan de da ikke! Har de det ikke hårdt nok – det siger de jo? Er det i orden overfor Mille – og Andreas? Det er da mega egoistisk osv. i den dur! Det var vildt hårdt! Jeg følte også, at jeg skulle igang med en lang forklaring om, hvorfor vi havde lyst til at få endnu et barn og kunne ikke bare finde ud af at sige, at det havde vi valgt! Der er jo ingen andre, der skal stå og forklare, hvorfor de dog vælger at blive gravide og få flere end 2 børn, men det følte jeg, at jeg skulle!

Da der var gået lidt tid, ville Jesper heldigvis også gerne være med til, at få endnu en lille lækker unge! Vi talte selvfølgelig også meget frem og tilbage om det, især at vi jo vidste, at det ville blive drøn hårdt!

Jeg snakkede meget med min daværende psykolog om det og hun hjalp mig til, at se på det hele lidt fra oven – det hjalp! Vi talte meget om, hvilke tanker jeg havde om, hvad andre tænkte og hvad jeg kunne bruge dette til.

Vi talte om, at vi jo skulle leve vores liv, som vi ønskede og at disse ønsker ikke nødvendigvis burde ændre sig, selvom vi havde fået et handicappet barn.

Vi talte meget om de positive ting en lillebror/søster ville kunne tilføje til vores familie. Det var SÅ godt, at få vendt alle de her ting, med en som ikke ville dømme mig, som jeg jo mente. at alle andre ville.

Der var selvfølgelig ingen (næsten) der sagde til os, at de syntes det var verdens dårligste og mest egoistiske ide! Hvad de har tænkt, kan jeg jo ikke vide! Det hårdeste var, at jeg alligevel skulle høre det, jeg frygtede allermest, fra en som jeg holder meget af! Det gjorde frygtelig ondt og fik mig til at tvivle! Heldigvis har personen i dag fået sagt, at han nu godt kan se, hvorfor vi valgte at få vore dejlige Mads!

At tage beslutningen var svært, men det er det bedste vi har gjort!! Det er sgu da latterligt hårdt, men det er også helt rigtigt og fantastisk!

 

K HandiMor/Susanne

 

Skriv et svar