At vente lillebror

Min tredje graviditet var meget anderledes end de to første. Både fordi, at det netop var tredje gang og det kunne godt mærkes, men også fordi, vi nu havde fundet ud af, at selvom man har den bedste graviditet og at alle scanninger viser, at man venter sig et sundt og raskt barn, så kan det hele ende meget anderledes end man nogensinde kunne have forestillet sig. Denne viden gjorde, at vi var nervøse, på mange måder og i forskellige niveauer gennem graviditeten.

Vi blev ret hurtigt enige om, at vi ville have lavet en moderkagebiopsi ved denne graviditet, da vi var meget nervøse, for at få endnu et handicappet barn. Vi var hele tiden meget afklarede med, at hvis dette var tilfældet, så skulle det fjernes. Men man kan jo ikke se alt, i sådan en moderkagebiopsi og der ville jo også kunne ske ting under fødslen, så intet ville jo være sikkert, men vi ville tjekke det vi kunne.

Alt havde jo også set fint ud med Mille, til alle scanninger vi var til og vi var til en del.

I starten af Milles graviditet blødte jeg en del og var til tidlig scanning, pga tidligere blødninger. Her fandt de ud af, at der var tvillinger, men at det højst sandsynligt var den ene, der var gået til. Så vi blev scannet et par gange der, vi fik lavet en 3D scanning og blev scannet til sidst i graviditeten, for at sikre at alt så fint ud.

Alt så fint ud!

Vi fandt hurtigt ud af, at jeg var gravid. Jeg kan seriøst ikke styre det der med at tage graviditetstest, jeg starter jo nærmest dagen efter!! Vi har brugt en del penge på de test!

Så glæden var stor, men nervøsiteten endnu større! Jeg talte ned til moderkagebiopsi!! Da vi endelig nåede dagen og jeg kom på briksen, sagde lægen at jeg var for tyk til, at det var sikkert at lave prøven endnu! Jeg tudede!! Det var skrækkeligt at vi måtte vente en uge længere. Vi kom til den anden undersøgelse og svaret var det samme og vi blev sendt hjem igen! Tredje gang var lykkens gang!! Jeg var simpelthen så nervøs, det gjorde egentlig ikke ondt, som jeg havde tænkt! Det var mere fornemmelsen af den sindsygt lange nål og viden om, at det kunne gå galt!

Jesper fulgte med på skærmen, jeg skulle ingenting se!

Vi lavede en aftale om, at jeg skulle ringe ind, hvis jeg begyndte at bløde og ellers ville hun ringe når der var svar. Det var bare lige hjem og så ned og ligge og prøve at få slappet af! Jeg begyndte at bløde og jeg var skrækslagen for, at nu ville det være slut! Jeg kom ind til scanning og alt så fint ud, så hjem igen for at få slappet af. Da der var gået yderligere 2 dage blødte jeg stadig og var simpelthen så nervøs, så jeg kom ind til endnu en scanning. Det hele så ud som det skulle og jeg blev sendt hjem igen. Det var nogle lange lange dage!

På 4 eller 5 dagen fik vi et opkald fra lægen – Vi skulle have os en lille dreng og han var fin og rask! De havde også tjekket for Rett syndrom og det var der ingen tegn på! Jubiii! Det var SÅ fedt og der faldt rigtig meget ro på – i hvert fald for et stykke tid!

Jeg begyndte nemlig hurtigt at tænke, at det hele jo alligevel kunne gå galt, der sker jo også ting i graviditeten og under fødslen, som vi ikke kan styre! Det var så dumt at bruge tid og energi på alle de tanker, men jeg kunne ikke rigtig holde op! Det blev bedre jo længere i graviditeten vi kom og vi havde, som tidligere skrevet også flere scanninger, så der kom ro på, det tog bare tid!

Mod slutningen af graviditeten fik jeg konstateret mulig graviditetsukkersyge pga min vægt ( som altså var lavere end ved min 1 graviditet!!? ) så der fik jeg lidt flere kontroller og det gjorde da også, at jeg nok ikke blev helt så tyk, som jeg meget vel kunne være blevet!

Mads kom jo til verden ved et planlagt kejsersnit og det var helt fint! Det kunne jo ikke være anderledes med 2 tidligere kejsersnit og var jo også det jeg havde erfaring med! Jeg var spændt og nervøs, som alle vel er på sådan en dag og jeg glædede mig bare, til at få ham i mine arme og se, at han var lige som han skulle være!

Det var han! Det har været helt fantastisk at få en rask lille dreng og se ham udvikle sig lige som langt de fleste børn heldigvis gør, men der har været flere gange, især i det første år, hvor vi nok har brugt lidt for meget krudt på at tænke på, om det nu også var normalt, om han fulgte kurverne osv. Det gør vi ikke længere!

Jeg tror det er meget normalt, at reagere på små ting og være nervøs, efter vores historie med Mille. Vi havde jo også en helt almindelig pige, det første års tid, hun havde jo bare hofteskred og var lidt bagud på grund af det.

Nu nyder vi vores lille (lige om lidt 2 år) Mads, som kan ALT det han skal og mere til!!

 

K HandiMor/ Susanne

Skriv et svar